Bali er lig brede sandstrande, templer, vulkaner og rismarker. Lombok, naboø til Bali, er det samme – bare med langt færre turister. I februar rejste vi – min partner og jeg – for første gang netop disse 2 øer.
Destinationen blev – indrømmet – i første omgang valgt efter at Turkish Airlines havde en uimodståelig kampagne i deres helt nye Business Class, mere om det senere.
I dette indlæg kan du se hvilke hoteller vi valgte.
Her boede vi:
Seminyak, Bali – The Oberoi Beach Resort Bali
Beliggende langs stranden er The Oberoi Beach Resort Bali et af områdets bedste hoteller. Det har en del år på bagen, ikke at det på nogen måde er slidt, men det er ikke nyt. Fordelen ved at det var det første luksus-resort i området var at de dermed sikrede sig en lang grund ved den brede sandstrand i Seminyak. En stor grund med kun få værelser / villaer. Hvorfor hotellet føles som en stor grøn oase – med Seminyak bymidte lige udenfor indgangen = en perfekt beliggenhed.
Værelserne er alle store, men det man virkelig bemærker første gang man bor på et The Oberoi hotel er maden og servicen. Den er overlegen og blandt det bedste vi har oplevet. Uden det kammer over. Det gælder sig det pool-kit (koldt vand, kolde små håndklæder, solcreme og en mist spray) man modtager når man ankommer til poolen, til servering af øl i baren, der nærmest er en kundskab. Service på højeste niveau, hvor det stadig er yderst afslappet at være gæst. The Oberoi er ikke det bedste agent tilbud på Bali, men grundet mit “crush” på The Oberoi kædens hoteller var valget nemt.
Pris kr. 7.000 for 4 nætter, inkl. morgenmad og transfers.
(Kontakt hotellet direkte for aktuelle agent priser)
The Oberoi Beach Resort Seminyak, Bali – 5+
Ubud, Bali – Alila Ubud
Et moderne og yderst “instagram-venligt” hotel, med en beliggenhed midt blandt risterrasser. Her føler man hurtigt den rolige stemning og omgivelser som Ubud er kendt for – med aber og andet kryb som så eksotiske områder byder på. Lidt små værelser, men ellers er der ikke andet som trækker dette hotel ned. Særligt poolen er hotellets helt store tilløbsstykke. God mad, moderne og god service. Niveauet er ca. 4+ stjerner.
Pris kr. 4.000 for 4 nætter, inkl. morgenmad, 1 x massage og transfers.
Lombok (lige ved Gili øerne) – The Oberoi Lombok
Her fik vi muligvis den bedste service vi nogensinde har oplevet på et hotel. The Oberoi Lombok er, modsat Oberoi hotellet på Bali, beliggende i et område hvor der ikke er meget udenfor hotellets mure. Men efter en kort sejltur direkte fra hotellets bådebro, befinder man sig på de paradisiske Gili øer. Hvilket er hotellets helt store fordel, da man ikke finder 5-stjernede hoteller af denne standard på nogle af Gili øerne.
Da vi besøgte hotellet i deres absolutte lavsæson, februar, var her kun få andre værelser. Kun 6 værelser / villaer af i alt 50 var optaget. Hvilket betød at vi kun så få andre gæster – vi var fx de eneste gæster der benyttede poolen i de 4 dage vi var på hotellet. Hvorfor der var fuld opmærksomhed på os fra personalet, igen, uden det kammede over.
Vi boede i en stor Luxury Villa med havudsigt. Yderst rummelig og luksuriøs – med intet mindre end 4 små bassiner med guldfisk.
Et helt fantastisk hotel med service langt over det sædvanlige.
Pris kr. 7.250 for 4 nætter, inkl. morgenmad og transfer fra Lombok lufthavn.
(Kontakt hotellet direkte for aktuelle agent priser)
Flyrejsen til Bali
Turkish Airlines Business Class til kampagnepris
Som tidligere nævnt, blev Bali og Lombok valgt som destination ud fra at muligheden for at afprøve Turkish Airlines’ nyeste Business Class. Her er ikke tale om agent billetter, men blot et rigtig skarp tilbud der krævede hurtig beslutningtagen. En virkelig god oplevelse, samt er den nye Istanbul lufthavn og lounge blandt de bedste lige nu.
Prisen (tilbuddet) lød på 9.200,- t/r på Business Class.
Hvordan booker man Business Class til halv pris? Det simple svar er = Man holder øje med kampagner og er klar til at tage en hurtig beslutning 😉
Hvornår er det bedst at rejse til Bali?
Det er varmt på Bali året rundt, hvorfor Bali er en helårsdestination. Sommermånederne nævnes oftest som værende vejr-mæssigt det bedste tidspunkt at besøge Indonesien grundet mindre regn og lavere luftfugtighed.
Kan man rejse til Bali i februar og danmarks vintermåneder?
Det gjorde vi, februar 2020, og vi havde ud af 12 dage kun 1 dag med regn, samt nogle nætter med kraftige skyl og tordenvejr. Så ville jeg rejse til Bali i februar igen? Ja.
Det kostede en tur til Bali & Lombok i februar 2020
Samlet budget for 2 personer – 12 nætter
- Fly t/r – kr. 18.400,-
(med Turkish Airlines, Business Class) - Fly fra Bali – Lombok t/r – kr. 1.000,-
- 12 nætter på hoteller m. morgenmad & transfers (se ovenfor) – kr. 18.250,-
Pris i alt = kr. 38.050,-
(kr. 19.025,- per person)
Billigere alternativ
Kunne rejsen gøres billige? Ja, meget billigere.
Vi øjnede muligheden for at prøve Business Class samt 2 x The Oberoi hoteller, hvilket vi var villige til at betale for. Generelt er det meget billigt på Bali, hvorfor rejsen kan gøres til lige det budget man finder rimeligt. Kig her på listen over hotelkæder (link) som tilbyder agent rabatter, mange af disse har hoteller på Bali.
Rabatkode med AirBnb – spar op til 303 kr. på din første leje / oplevelse.
Der findes rigtig mange lækre AirBnb muligheder på Bali. Eksempelvis kan man leje et hus eller hytte med pool til meget få penge.
Kender du til travel agent rabatter på Bali eller Lombok?
Skriv gerne dit tip i kommentarfeltet nedenfor.