Athen

Stikord: - -


Grækenlands hovedstad Athen er ofte blevet kaldt ”Civilisationens vugge”, idet den europæiske kultur i høj grad bygger på kulturen i det gamle Grækenland, hvor Athen var det absolutte centrum. Europæisk filosofi opstod i og omkring Athen for omring 2500 år siden, da der begyndte at komme bystater i Grækenland og handel og økonomi blomstrede. Denne samfundsudvikling dannede grobund for mere moderne og abstrakte tanker, og filosofien blev født.

Den moderne filosofi blev især centreret omkring Athen, måske fordi byen allerede omkring år 500 f.v.t. havde verdens første veludviklede demokrati. Byen blev således samlingssted for flere store filosoffer bl.a. Sokrates og hans elev Platon, der grundlagde Akademiet – det første ”universitet” i den vestlige verden. Sokrates og Platons tanker blev grundlæggende for europæisk tankegang, og har inspireret meget senere filosofi.

Spor efter den antikke græske kultur er stadig at finde overalt i den europæiske kultur – i sprogene, i arkitekturen og i kunsten, og på den måde skylder Europa meget til Athen og det antikke Grækenland.

Sporene af Det Antikke Athen

Athen er stolt af sin indflydelsesrige kulturarv, og sporene efter antikken er synlige overalt i byen i kraft af kunst og monumenter. Som en af verdens ældste byer, spænder Athens historie over mindst 3000 år, og byen var i flere hundrede år den vestlige verdens absolutte centrum.

På byens Akropolis, et tempelkompleks bygget på en høj, står ruinen af Parthenonmonumentet, der går tilbage til 500 år f.v.t. Parthenon var i det klassiske Athen et tempel for tilbedelse af Pallas Athene, byens mytologiske leder. Parthenon er i dag et symbol på den betydning, det klassiske Grækenland har haft på europæisk tankegang, og den græske regering har igangsat at restaureringsarbejde, der skal bevare det 2500 år gamle monument for eftertiden.

Athen er i dag langt mere end blot ”den vestlige civilisations vugge”. Den moderne græske hovedstad er en pulserende storby med knap en million indbyggere i bykernen, og ca. 3,5 mio. med det omkringliggende byområde. Byen byder på talrige shoppingmuligheder, idet den både rummer gammeldags markeder med kød, fisk og grøntsager, og hippe designerbutikker i Kolonaki-kvarteret.

I de varme sommermåneder syder gaderne af liv, og caféer, restauranter og barer rykker udendørs. Lidt syd for byen findes lange strande, hvor både lokale og turister tager tilflugt, når sommervejret bliver for varmt. Mange af byens natklubber flytter desuden til stranden i sommermånederne, og byder her på ægte fest- og sommerstemning i sandet.

Sightseeing i det gamle Athen

På trods af at Athen på mange måder er en moderne europæisk storby, bærer byen stadig præg af sin lange kulturarv. Byen havde sin gyldne periode for omkring 2500 år siden, hvor byens økonomi blomstrede, og filosoffer som Sokrates og Platon boede i byen. I den periode blev også bygget flere af de bygningsværker, der stadig kan opleves i byen, og det var også på denne tid, at de Olympiske Lege opstod om end i en lidt anden form end i dag.

Akropolis

Akropolis betyder ”byen på højen” og ligger ca. 150 m. hævet over Athen.  På Akropolis ligger flere velbevarede ruiner, der er værd at kaste et nærmere blik på. De fleste af disse gamle bygningsværker blev bygget i Athens ”guldalder” ca. 500 f.v.t. Parthenontemplet er måske det vigtigste af disse bygningsværker, og var oprindeligt et tempel bygget til ære for byens beskytter, gudinden Pallas Athene. Templet er udsmykket med friser og relieffer, og mange af disse kan stadig ses på templet. Et andet meget berømt tempel på Akropolis er Erectheion, der er berømt for sin elegante arkitektur. Templet blev bygget til ære for Athene og Poseidon Erechtheus – en mytisk athensk konge, der hang sammen med havguden Poseidon. Erectheion er bygget i en stil, der er meget anderledes end Parthenon, men ikke desto mindre interessant.